Cropped Fields

 

Jeg fotograferer vejbelægning, afstribning og andre underlag. Jeg tager billeder af gul afstribning på asfalt, af markeringer på landingsbaner, af symbolet malet på taxa-holdepladser.

 

Billederne er taget med mobiltelefon eller kamera. Motiverne finder jeg på min vej rundt i byen og verden. Jeg holder særligt øje ved vejarbejde, hvor der kan være usædvanlige kombinationer af farver, måske blå-gul eller gul-hvid. Helt frisk asfalt og afstribning kan også give flotte kontraster og teksturer. Billederne bliver efterfølgende beskåret og nogle gange udsat for en let justering af kontrast og farvemætning. Ofte er det først efter at billederne er taget, at jeg kan se hvad der er interessant. Så ser jeg overgangen mellem lys og skygge med nye øjne, eller opdager at en bestemt version har interessante proportioner. Jeg fotograferer som regel med automatisk justering af farver slået til. Nogle gange giver det nogle lidt andre farver end øjnene ser – det kan jeg så enten korrigere for i efterbehandlingen eller udnytte som en mulighed.

 

I udtrykket tilstræber jeg fællesskab med minimalistiske malere, ikke mindst Barnett Newman. Det er vigtigt for mig, at mine billeder er geometriske kompositioner med nogle få flader i balance, hvor vejbelægningens stoflighed træder frem. Overfladerne i vejbelægning er ordinære, men samtidig fulde af smuk tekstur. Ved at bruge fotografiet som medie, forsøger jeg at rumme det virkelige og det abstrakte på samme tid.